- Hide menu

Workshops

 

DANMARK 2024:

SOMMERWORKSHOP I DOKUMENTARFOTOGRAFI (Danish language only)

NYHED: Jeg har netop besluttet, at gentage succesen med en sommerworkshop. Det bliver i København fra den 22-26 juli (uge 30) 2024. Den er for både erfarne og begyndere. En uge der skærer ind til benet – back-to-basic – Glæden ved at fotografere!

Fortæl historier med billeder!

Vi skal ud og se lyset. Mærke stemningen. Du skal vise os verden, som kun DU ser den. Prøve dig selv af, skubbe dine grænser, og vise os dit talent!

På workshoppen vil du blive bedre til at fortælle visuelle historier om dét, der ligger dig allermest på sinde. Bruge dokumentar og fotojournalistik til med et nysgerrigt sind at opdage, undersøge og viderefortælle historier om de steder og mennesker, du synes, resten af verden skal opleve. Det kan være stort eller småt. Så længe, det er vigtigt for dig. Hvis du ikke selv kan mærke historien, hvordan skal andre så kunne?

Sammen dyrker vi din personlige motivation, dit unikke syn, din unikke oplevelse, sådan at andre også vil kunne se og mærke, som du ser og mærker. Det er målet med denne workshop.

Jeg deler åbent ud af mine succeser og fiaskoer, så du selv kan knække koden til bedre billeder. Vi analyserer fotoreportager, konceptuelt dokumentarfotografi, journalistiske tilgange, og hvordan de forskellige fotografiske formsprog kan bruges som redskab til at formidle netop dine historier.

Det er det, workshoppen handler om: Inspiration og værktøjer. Konkret. Til dig. Næsten alt er fotograferet før, men ingen andre ser det, som du ser det. Derfor skal din fotografiske stemme blive skarpere, og du skal blive mere bevidst og reflekteret om hvad du laver. Det vil jeg gerne hjælpe dig med!

(Tronskifte. Hans majestæt kong Frederik X og dronning Mary hyldes den 14. januar 2024)

 

 

(Ukraines præsident Volodymyr Zelenskiy fotograferet i Odessa, Ukraine)

 

(Jon and Alex, From the series ´Homophobia in Russia’)

 

(Oversvømmelser ved Roneklint, Præstø, 2023)

 

Det bliver en uge med:

Et nyt tema hver dag. Vi starter dagen sammen klokken 9.00, og derefter går det løs med tips, eksempler, coaching og diskussioner. Bagefter skal vi ud og prøve det af.

Mandag: Få Adgangen og Fang Stemningen! Sådan åbner du de lukkede døre og kommer ud derfra med stærke stemningsmættede billeder. At skabe tillid og adgang er altafgørende for gode billeder, men går ofte galt af tre simple årsager.

Tirsdag: Fortæl en Historie i Billeder. Alle kan være heldige at fange et godt billede, men jeg hjælper dig til at skabe en sammenhængende fotografisk fortælling, der kan røre dem, der ser den. 

Onsdag: Portrættet. Præsidenter, popstjerner eller lejemordere. Om du har tre dage eller tre minutter. Jeg har prøvet det, og jeg har nogle vigtige erfaringer og teknikker. Vi arbejder med naturligt og kunstigt lys. Og vi arbejder med os selv, for et portræt er altid et møde. Og her er det dig, der skal føre an.

Torsdag: Ud Over Rampen. Dør dine gode ideer og billeder ofte i skuffen? Med eksempler og konkrete råd vejleder jeg til den gode fonds- og legatansøgning. Til pitches og idéforslag til travle redaktører og samarbejdspartnere. Til sociale medier. Og ikke mindst til din egen livepræsentation foran et publikum dagen efter!

Fredag: Dit Fotografi og Fremtiden. Individuelle samtaler eller opgaver alt efter hvad du har behov for. Præsentation –  Vi runder en intens uge af med, at du viser dit bedste arbejde fra ugen på en storskærm over et glas vin på Pio Vinbar. Bare rolig – jeg giver dig gode råd inden! 

(Underworld, musikfestivalen 0-Day, København. Fra serien Sangre Blanca – The Lost War on Cocaine)

 

Statsminister Mette Frederiksen får sat hår forud for 1. maj)

 

 

(Khalil Ahmad på 15 år har fået sin ene nyre solgt, så hans forældre kan få råd til at købe mad til den sultende familie, Afghanistan, 2022) 

 

Praktisk:

Sted: KBH Film & Fotoskole, Trekronergade 126 F, 1 sal., 2500 Valby

Tid: 22-26 juli (uge 30) 2024, Klokken 9 til cirka 15, men regn også med opgaver der kan gå uden for det tidsrum.

Målgruppe: Alle – Nybegyndere og erfarne. Der er plads til alle der elsker fotografi, og at fortælle historier om andre mennesker. Men er du mere erfaren, professionel eller fotojournaliststuderende vil der med garanti også blive noget skræddersyet til dig. Så kom bare. Undervisningen foregår på dansk. Dette er ikke en fototeknisk workshop – fokus er på at fortælle historie med vores billeder.

Vådt og tørt: Der vil blive serveret kaffe, te, frugt og snacks. Skolen har gode køkkenfasciliteter og indkøbsmuligheder tæt på. 

Antal deltagere: 12 personer samt assistent.

Pris: Alm. pris: 7200 dkr./ Reduceret: 5900 dkr. (for studerende og andre der har brug for en hjælpende hånd).

Ved afmelding op til fire uger før returneres det fulde beløb. Ved afmelding to uger før returneres halvdelen. Ønsker du at tilkøbe pakken med kursuslitteratur (‘We Are Indestructible’ signeret af Mads Nissen, World Press Photo 2021 og ‘Det nødvendige Fotografi’ af Søren Pagter) da skriv til os.

Tilmelding: Kurset fyldes op efter først til mølle-princippet. Betalingen foregår ved betaling på Mobilpay (30421798). Skriv navn og email. Når holdet er fyldt op, laver vi en venteliste. Deltagere modtager diplom og kvittering på email. 

Spørgsmål er meget velkomne direkte til Mads på info@madsnissen.com

Tilmeld dig allerede idag med Mobilpay: 30421798 + send mail til info@madsnissen.com

(Yevgeni siger farvel til sin hustru Oksana og deres børn. Ukraine, 2022)

(Sebastian Kolind, 24, Sirius Patruljen. Fra serien ‘Arctic Outposts’)

 

Om Mads Nissen

Mads Nissen (1979) er en af Danmarks mest markante og prisvindende dokumentarfotografer.

Intimitet og nærvær kendetegner hans arbejde, som sætter fokus på vor tids store globale udfordringer såsom ulighed, manglende menneskerettigheder og vores destruktive forhold til naturen.

Hans tilgang til de fotografiske genrer, æstetik og fortælleformer er ofte nyskabende og eksperimenterende, og hans arbejde ses i danske og internationale publikationer (TIME, Financial Times Magazine, Le Figaro Magazine, Internazionale, Der Spiegel ect.), såvel som til solo-udstillinger og i hans prisvindende bøger.

Mads Nissens er uddannet som fotojournalist (DMJX) i 2007, herefter arbejdede han som freelancer bosat i Shanghai, og har siden 2014 været fastansat fotograf på Dagbladet Politiken.

Han er tre gange modtaget hovedprisen i World Press Photo og blev i 2023 udnævnt som ‘Årets internationale fotograf’ (POY). Hans arbejde er blevet hædret med over 90 priser internationalt og i Danmark, og ved det danske Årets Pressefoto har han blandt andet modtaget hovedpriserne Årets Pressefoto to gange og Årets Fotograf fire gange.

Han har udgivet tre bøger og arbejder i øjeblikket på projektet ’Sangre Blanca – The Lost War on Cocaine’, om de menneskelige konsekvenser af den globale kokainhandel.

www.madsnissen.com/about

(Kira Skov, musiker, København)

(Smeltende gletsjer, Chile)

Vi håber at se dig!